Snedkeriet er et stort værksted, hvor vi har vores egen produktlinje og løser bestillingsopgaver for virksomheder og private. Værkstedet rummer alt, hvad et professionelt snedkeri skal have af maskiner og redskaber.
Vi arbejder ud fra mesterlæreprincippet. Vi arbejder løbende på, at du udvikler dine faglige, personlige og sociale kompetencer. Du kan både få opgaver på værkstedet og på arbejdsmarkedet. Du får støtte og hjælp fra pædagogisk og fagligt personale efter behov.
Arbejdsopgaver
- Udskære træ i hånden og på maskiner
- Samle træprodukter
- Slibe træ
- Behandle overflader
- Serviceopgaver i IKEA
- Hente storskrald i daginstitutioner.
Du bliver oplært i snedkerfaget
På snedkerværkstedet bliver du lært op i snedkerfaget fra bunden. Du lærer bl.a. om træsorter, og hvad man bruger de forskellige træsorter til, du lærer om produktudvikling, og hvordan man planlægger et produktionsforløb. Du arbejder både med udskæringer i hånden, samlinger af produkter og med at producere træprodukter ved større maskiner.
Du kan arbejde i IKEA
Når du arbejder på Snedkeriet, kan du også få udfordringer i møbelvirksomheden IKEA i Gentofte. Her kan du arbejde én gang om ugen sammen med en gruppe af kolleger og personale fra Snedkerværkstedet.
Læs mere om at arbejde i IKEA
Vær med til at hente storskrald
Du kan også være med til at hente storskrald hos daginstitutioner i Gentofte. Vi kører ud og henter skraldet i vores varevogn og afleverer det på Gentofte Genbrugsstation.
Lær nyt og få nye muligheder
Vi tror på, at alle kan lære nyt og udvikle sig. Som en del af dit arbejde på Snedkerværkstedet kan du derfor deltage i forskellige læringsforløb og kurser på JAC. Snedkerværkstedet afholder kurset ’Basismodul i snedkerarbejde’, hvor du lærer om alle grundreglerne i arbejdet på et snedkerværksted og en række kurser i forskelligt maskinarbejde.
Læs mere om JAC's kurser her
Arbejdsmiljø
I det daglige har vi fokus på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, som vi bl.a. arbejder med på vores medarbejdermøder. Vi arbejder med en stor grad af sikkerhed, blandt andet fordi vi bruger maskiner.
Det sociale
Som på andre arbejdspladser har vi en række årlige sociale arrangementer. Vi tager på en heldagsudflugt hver sommer til fx Bakken eller i skoven. Og til jul holder vi julefrokost med julemad og hygge. Du har også mulighed for at deltage i JAC's fællesarrangementer.