Vi er et mindre tilbud for dig med gennemgribende autismespektrumforstyrrelser og varige funktionsnedsættelser. Vi er syv borgere, hvor flere har psykiske problematikker, befinder sig på et tidligt udviklingstrin og er sensible og kommunikationssvage.
Fokus for kompetenceudvikling
Vi har faste, genkendelige rammer og en overordnet struktur i vores hverdag. Målet er at give dig en indre ro, så du kan rumme dig selv og andre. Indre ro er samtidig forudsætning for læring og udvikling. Med tiden udfordrer vi din tolerance og stiller krav for at sikre, at du lærer nyt og udvikler dig.
En stor del af aktiviteterne er bygget op omkring socialt samvær, hvor I hjælper hinanden og yder omsorg for hinanden.
Vi arbejder meget med årstider og traditioner, hvor du er med til at planlægge og gennemføre arrangementer. Vi arbejder med at udvikle dine kompetencer gennem forskellige aktiviteter tilpasset dit behov og udviklingstrin. Musik er en vigtig del af vores dagligdag, som vi bruger impulsivt til at få pulsen op, træne motorik og rytmesans og til at regulere dit arouselniveau.
Vi deler os ofte op i grupper og tager ud af huset på gå- og cykelture eller går i butikker for at træne dine sociale færdigheder.
Vi har særligt fokus på:
-
Sociale kompetencer
Vi arbejder med social træning med det mål, at du lærer at rumme andre og andres behov. -
Fysik og kondition
Vi arbejder på at skabe fysisk og psykisk balance hos dig gennem daglig fysisk motion på løbebånd, arbejde i haven, gå og cykelture, simple yogaøvelser og afspænding. -
Kommunikation
Vi arbejder med at udvikle dine kommunikationsfærdigheder, så du kan give udtryk for dine behov. -
Selvstændighed og initiativ
Vi udfordrer dig gennem dagligdagsopgaver og giver dig ansvar for praktiske gøremål. Dagligdagens faste struktur er med til at give dig større selvstændighed, selv- og medbestemmelse.