Natur og Samvær er et lille tilbud, hvor vi er syv borgere med varig, nedsat kognitiv og fysisk funktionsevne.
Vi bor i et etplanshus med egen have og er naboer til Gammelmosen, som vi benytter dagligt.
Vi har tre kerneværdier, som vi arbejder efter i hverdagen: Ro, fællesskab og udvikling.
Vi skaber rammer, så du kan finde ro i hverdagen. Det sker både gennem vores indretning i huset og i vores have, som vi bruger året rundt til aktiviteter, der forbinder dig med naturen.
Vi arbejder ud fra tanken om, at alle ikke er lige stillet, men at alle er lige værd. Du bliver hørt og har medbestemmelse på, hvad vi laver af fælles aktiviteter. Vi stiller krav om, at du deltager i fællesskabet, men formen på hvordan du deltager, tilpasser vi til dit behov.
Gennem et roligt og trygt miljø og et inkluderende fællesskab har vi fokus på, at du udvikler dig personligt og socialt. Vi møder dig i øjenhøjde og tilrettelægger dagen efter dine behov. Vi arbejder med at give dig lyst til at være aktivt deltagende i dagligdagen.
Fokus for kompetenceudvikling
Du er så vidt muligt med til at indrette og vedligeholde vores hyggelige have, hvor vi bruger tid på fx at plante og så blomster, krydderurter, grøntsager og bær, klargøre blomsterløg og stiklinger, slå græs, fordre fugle mv..
Tiden i haven bruger vi også til at lave bål og sanse vejrets og årstidernes skiften. Vi er primært i haven, men du kan også komme med på korte gåture og cykelture i nærområdet, hvis du har lyst til det.
Vi har en række fixpunkter i løbet af dagen for at gøre dagen overskuelig og tryg.
Vi har særligt fokus på:
-
Sociale kompetencer
Vi arbejder med at lære dig at kunne være sammen med andre og bidrage til fællesskabet. -
Grov- og finmotorik
Gennem daglige små opgaver i haven og gåture får du vedligeholdt og udviklet dine motoriske færdigheder. -
Evne til behovsudsættelse
Vi arbejder med, at du er i fysisk og psykisk balance, blandt andet ved at hjælpe dig med at finde, skabe og fastholde indre ro. Det giver det bedste afsæt til at kunne være sammen med andre og leve op til de krav og hensyn, der kan være. -
Kommunikative kompetencer
Vi arbejder med at udvikle dine kommunikationsfærdigheder, så du kan give udtryk for dine behov. Det gør vi gennem kort, konkret kommunikation og sprogstimulering.