I Café Nema driver vi kantinen på JAC og producerer dagligt mad til ca. 40-50 mennesker. Vi står også for forplejningen ved møder både i – og ude af – huset og tilbereder mad til forskellige arrangementer.
Vi laver vores mad fra bunden, så du kan arbejde med alt lige fra at skrælle gulerødder til at bage brød og stege kød. Du bliver del af et team, hvor vi er gode til at samarbejde og har en god stemning, både i køkkenet og over for vores kunder.
Vi giver dig den nødvendige støtte og fleksibilitet i arbejdet, så du kan arbejde og udvikle dig i dit eget tempo. Du bliver oplært i madlavning, køkkenarbejde, kundebetjening og i at bruge vores køkkenmaskiner. Du kommer også på hygiejnekursus.
Arbejdsopgaver i Café Nema
Arbejdsopgaverne er blandt andre at:
- Bage brød og kager
- Snitte grøntsager
- Skære frugt
- Tilberede varm mad
- Tilberede sandwich og salater
- Lave kaffe og te
- Anrette og servere mad
- Betjene kunder
- Rydde af
- Vaske op
- Butiksopgaver i REMA 1000.
Har du kørekort, kan der også være kørselsopgaver.
Butiksopgaver i REMA 1000
To gange om ugen har du mulighed for at arbejde i supermarkedet REMA 1000 i Mørkhøj med at sætte varer på plads. Her arbejder du sammen med kolleger fra Café Nema og et personale, der støtter jer i arbejdet.
Læs mere om at arbejde i REMA 1000
Vi støtter dig i arbejdet
Vi er tre socialpædagoger, som hjælper dig med at strukturere din arbejdsdag og støtter dig fagligt og personligt i dit arbejde i Café Nema.
Læring og udvikling
Vi har fokus på, at du udvikler dig og lærer nyt - både fagligt, personligt og socialt. To gange om året har vi en hel kursusdag sammen med kollegerne i JAC's tre andre støttede beskæftigelsestilbud. Her kan du komme på kurser i emner, som er relevante for dit arbejde og udvikling.