På Skolen Hartmannsvej tilbyder vi et skoleforløb til dig, der har udfordringer, som gør det svært for dig at gå i skole. Måske har du angst. Måske autisme, ADD eller ADHD. Måske har du nogle helt andre udfordringer.
Vi tilrettelægger et skoleforløb, så det passer til dig, dine behov og hvad du kan. Vi kalder det 10. klasse, men det betyder ikke så meget, hvilke klasser du har afsluttet, eller om du er 15 år, 16 år, 17 år eller ældre. Eller om du har en diagnose eller ej.
Målet med skoleåret er, at du får mulighed for at tage de afgangseksamener, du eventuelt mangler i dansk, matematik og engelsk - og bliver forberedt til en ungdomsuddannelse.
Et skridt ad gangen
Vi har stor erfaring med at få dig, der af forskellige grunde, har haft svært ved at gå i skole i længere tid, tilbage i skole. Til at begynde med er du måske kun i skole få timer én dag om ugen. Efterhånden øger vi gradvist antallet af timer og dage i takt med, at du føler dig mere tryg. Det hele sker i dit tempo og med hensyn til dine udfordringer.