Vores aktivitets- og samværstilbud ’Struktur og Samvær’ søger en pædagog til en 37 timers stilling pr. 1. december 2021. Du bliver en del af et team på fire personaler. Vi drømmer om, at du er innovativ, modig og har musikalske evner, som kan bringes i spil i det pædagogiske arbejde – og at du både kan arbejde selvstændigt og tæt sammen med os andre i teamet og på tværs af organisationen.
Om Struktur og Samvær
Struktur og Samvær er et aktivitets- og samværstilbud for voksne mennesker med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, ASF og en varig funktionsnedsættelse. Vi har pt. syv borgere, hvoraf flere har psykiske problematikker, befinder sig på et tidligt udviklingstrin, er sensible og kommunikationssvage. Vi har faste, genkendelige rammer og en overordnet struktur i vores hverdag. Målet er at give borgerne en indre ro, så de kan rumme sig selv og andre samtidig med, at vi udfordrer dem og udvider deres horisont. Musik er en vigtig del af vores dagligdag, som vi bruger i vores pædagogiske arbejde.
På JAC tror vi på, at alle kan lære nyt og udvikle sig. Vores udgangspunkt er, at alle skal have mulighed for at udvikle deres kompetencer ud fra zonen for nærmeste udviklingstrin. Alle vores borgere får tilrettelagt et individuelt læringsforløb med udgangspunkt i deres kompetencer, ønsker og behov. Vi arbejder både med fordybelse og fysisk bevægelse, derfor har vi aktiviteter i og uden for huset. Du skal være med til at tilrettelægge og gennemføre læringsforløbene.
Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads
Struktur og Samvær er en del af Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC) i Gentofte Kommune. JAC er de sidste tre år blevet kåret til Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads. Vi har en 90 % ledelsesløs organisering, et stærkt fællesskab, en høj grad af tillid til hinanden og en stolthed over vores arbejde. Vi har højt til loftet, og som medarbejder er du med til at træffe de store beslutninger om både det daglige pædagogiske arbejde og organisationen som helhed. På JAC er det medarbejderne, der bl.a. udtænker organisationens strategi, styrer økonomien og rekrutterer nye medarbejdere. Samtidig har vi gode muligheder for faglig udvikling.
Vi ønsker, at du:
• Er uddannet pædagog og gerne har erfaring med målgruppen
• Er fysisk og psykisk robust
• Er fagligt velfunderet
• Er god til at samarbejde
• Besidder en god portion humor og formår at se det store i det små
• Kan arbejde selvstændigt med borgerne i forhold til at kunne skabe et læringsrum for den enkelte
• Kan bevare roen og overblikket i pressede situationer.
Vi kan tilbyde:
• Ansættelse på Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads
• En åben, humoristisk og engageret personalegruppe
• En arbejdsplads, der tror på, at alle mennesker kan udvikle sig og har stor fokus på læring
• En arbejdsplads, hvor borgeren er i centrum
• En arbejdsplads med et højt fagligt niveau, der vil sætte nye standarder for arbejdet med målgruppen
• En spændende og afvekslende dagligdag.
Arbejdstiden ligger mellem kl. 8.00-16.00 mandag til fredag. Vi holder månedlige personalemøder mellem kl. 15.00-19.00.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer. Den aflønnes efter SL’s overenskomst for socialpædagoger. Der indhentes udvidet straffeattest ved ansættelsen.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Pernille Dam Naumann på tlf.: 21 35 07 38 eller pdu@gentofte.dk.
Du kan læse mere om Struktur og Samvær via linket her
Sådan søger du
Der er ansøgningsfrist d. 24. oktober 2021 kl. 12.00. Du søger stillingen via linket her
Vi holder ansættelsessamtaler d. 27. oktober og anden samtaler d. 29. oktober.