Pædagog søges til Sansning og samvær

Vil du være med til at give borgere med særlige behov nye læringsmuligheder i livet? 

Vi søger en pædagog til en 35 timers stilling i vores aktivitets- og samværstilbud ’Sansning og samvær’ per 1. maj eller snarest derefter. 

I Sansning og samvær har vi 22 borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i alderen 18-55 år. En del af borgerne er kørestolsbrugere, og alle har behov for særlig støtte, opmærksomhed og omsorg for at trives og udvikle sig. Samtidig har de brug for hjælp til personlig pleje og andre daglige funktioner. Borgerne er opdelt i to grupper for at skabe de bedst mulige forhold for den enkeltes udfoldelsesmuligheder.

Bliv en del af én af Danmarks Bedste Arbejdspladser
Sansning og samvær er en del af Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC) i Gentofte Kommune, der de sidste to år er blevet kåret til én af Danmarks Bedste Arbejdspladser. På JAC har vi et stærkt fællesskab, en høj grad af tillid til hinanden og en stolthed over vores arbejde. Vi lægger stor vægt på at have et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.  

Alle kan udvikle sig

På JAC tror vi på, at alle kan lære nyt og udvikle sig. Vores udgangspunkt er, at alle skal have mulighed for at udvikle deres kompetencer ud fra zonen for nærmeste udviklingstrin. Vi tilrettelægger individuelle læringsforløb for vores borgere med udgangspunkt i deres kompetencer, ønsker og behov. Du skal være med til at tilrettelægge og gennemføre læringsforløbene – og kan være med til at sætte dit præg på processen. 

I Sansning og samvær arbejder vi ud fra den enkelte borgers behov, ønsker og interesser. Vi arbejder med sansestimulation, sang, musik, udflugter, små ture, højtlæsning, massage og meget mere for at støtte borgerne i deres personlige udvikling, trivsel og i at vedligeholde deres færdigheder.

Vi inddrager borgerne aktivt i planlægningen af tilbuddets dagligdag. Vi bruger mange former for kommunikation, fx enkelte ord, mimik, lyde, kropssprog og billedmateriale/konkreter. Det pædagogiske arbejde er planlagt ud fra en neuropædagogisk forståelsesramme. 

Vi dokumenterer ved hjælp af vores egne dokumentationsredskaber, og alle borgerne har individuelle læringsmål, som understøttes af de daglige aktiviteter.

Vi forventer:

At du har en pædagogisk uddannelse
At du er fysisk og psykisk robust
At du er god til at samarbejde
At du kan bevare ro og overblik i pressede situationer
At du er mødestabil.

Vi ønsker os:

At du er passioneret omkring arbejdet med målgruppen
At du brænder for at arbejde med læring og udvikling hos målgruppen
At du er initiativrig og kreativ
At du har kørekort, da vi råder over en minibus en dag om ugen
At du har viden om neuropædagogik, sanseintegration og totalkommunikation.

Vi kan tilbyde:

Ansættelse på én af Danmarks Bedste arbejdspladser
En åben, humoristisk og engageret personalegruppe
En arbejdsplads, der tror på, at alle mennesker kan udvikle, og som har stort fokus på læring
En arbejdsplads med et højt fagligt niveau, der vil sætte nye standarder for arbejdet med målgruppen.

Sansning og samvær er beliggende på Bank Mikkelsens Vej 2C, 2820 Gentofte. 

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden ligger mellem kl. 8.00-15.00 i hverdagene. Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst på området. Der indhentes udvidet straffeattest ved ansættelsen. Vi forventer at afholde samtaler i uge 16.

Ansøg her

Der er ansøgningsfrist d. 13. april kl. 12.00. Du ansøger ved at klikke her