JAC er en af Danmarks Bedste Arbejdspladser

JAC blev kåret til en af Danmarks Bedste Arbejdspladser til en prisoverrækkelsesfest i Cirkusbygningen d. 15. november. Det var den globale analyse- og konsulentvirksomhed ’Great Place to Work’, som for 16. år i træk satte navn på de steder i Danmark, hvor det er bedst at være ansat.

Billede af medarbejdere fra JAC til kåring af Danmarks Bedste Arbejdspladser

Tillid mellem medarbejdere og ledelse, stolthed over sit job og et stærkt fællesskab er bare nogle af de ord, der kendetegner JAC som arbejdsplads, og som er medvirkende til, at JAC nu er blandt Danmarks Bedste Arbejdspladser.

’JAC har en flad struktur og er gennemsyret af en kultur, hvor alle, både medarbejdere og ledelse, tænker med og er med til at udvikle JAC. Vi har brug for hinanden - JAC er intet uden medarbejderne – og det gør vi som ledelse alt for, at medarbejderne mærker og ved. Vi har tillid til hinanden og tror på, at alle har en masse at byde på og er en uundværlig ressource, hvis vi skal lykkes sammen. Derfor er jeg utrolig stolt af, at vi kan kalde os en af Danmarks Bedste Arbejdspladser', siger JAC’s centerleder Ann-Christina Matzen

Et stærkt fællesskab

Great Place to Work arbejder overordnet med fem dimensioner som afgørende for den gode arbejdsplads: Troværdighed, Respekt, Retfærdighed, Stolthed og Fællesskab. JAC har især scoret højt på områderne
Troværdighed, Stolthed og Fællesskab.

’Den fællesskabsfølelse, vi har her på JAC, er helt unik. Alle hjælper hinanden, og når vi står sammen, føler man, at vi kan løfte alle slags opgaver og udfordringer. Jeg synes, at jeg altid har haft en fantastisk arbejdsplads. Med kåringen som en af Danmarks Bedste Arbejdspladser er det nu blevet synligt for enhver’, fortæller Helle Petersen, som arbejder som socialpædagog på JAC’s Tekstilværksted.

Om Danmarks Bedste Arbejdspladser

Great Place to Work arbejder med et certificeringsprogram, som er evidensbaseret, og som både er baseret på medarbejdernes oplevelse af arbejdspladsen gennem en trivselsundersøgelse og på en evaluering af den enkelte arbejdsplads' interne ledelses- og organisationspraksis. Blandt de arbejdspladser, der får en certificering, kårer Great Place to Work de bedste arbejdspladser i 51 lande verden over.

JAC er røget direkte ind på listen

Det er første gang, at JAC deltager i certificeringsprogrammet og er med i kategorien mellemstore arbejdspladser (50-499 medarbejdere). De 35 bedste arbejdspladser kommer med på listen, og det er sjældent, at arbejdspladser kommer med på listen første gang, de deltager, som det er tilfældet med JAC.

’Vi er meget stolte over, at vi som kommunal virksomhed inden for handicapområdet er med på listen, da vi er oppe imod private virksomheder, som har andre muligheder og vilkår, end vi kan tilbyde vores personaler. Når det er vigtigt for os at være en god arbejdsplads, er det fordi, vi tror på, at glade medarbejdere også giver glade borgere. Kommer du glad på arbejde hver dag, smitter det også af på arbejdet med borgerne og vores kerneydelser – og understøtter vores mission om sammen med borgerne at skabe et bedre liv med de bedste muligheder for læring og udvikling. Vi har nedbragt sygefraværet, får flotte faglige tilsynsrapporter og skaber rigtig gode resultater med vores kerneydelser’, siger JAC’s centerleder Ann-Christina Matzen og slutter:

’Vi håber, at vi kan være med til at inspirere andre arbejdspladser, der har fokus på arbejdsmiljøet. Samtidig har resultaterne fra trivselsundersøgelsen givet os en god platform til yderligere at styrke vores arbejdsmiljø, da vi har fået nogle fokusområder at arbejde videre med’.