Vi søger et personale, der er uddannet inden for eller har erfaring med håndværkerfag i træ og/eller pædagogfaget til vores beskyttede snedkerværksted. Her arbejder 15-20 borgere med udviklingshæmning, som du kan være med til at give et meningsfuldt og udviklende beskæftigelsestilbud.
Om stillingen
JAC’s snedkerværksted har både sin egen designlinje og løser opgaver for eksterne kunder og internt i huset. Din primære arbejdsopgave bliver, sammen med en snedker, at sikre og udvikle den daglige produktion, strukturere borgernes opgaver og støtte og vejlede dem undervejs i snedkerarbejdet. Samtidig skal du også være med til at løse en del af snedkeropgaverne og generelt kvalitetssikre produktionen.
På JAC tror vi på, at alle kan lære nyt og udvikle sig. Alle borgere får derfor tilbudt kurser og læringsforløb som en del af deres dagtilbud for at give dem nye muligheder i livet. Snedkeriet står for at afholde kurser i snedkerarbejde, som du skal være med til at tilrettelægge og gennemføre.
Derudover skal du være med til at videreudvikle snedkeriets designlinje og skrive pædagogiske planer for borgerne.
Om dig
- Du skal have interesse for eller uddannelse inden for håndværkerfag i træ
- Du skal have interesse for eller uddannelse inden for det pædagogiske/socialfaglige område
- Du har en særlig fordel, hvis du både er uddannet inden for håndværkerfag i træ OG det pædagogiske område
- Det vil være en fordel, hvis du kender til målgruppen, men det er ikke et krav
- Du skal kunne lære fra dig og møde borgerne med anerkendelse og godt humør
- Du skal have mod på at arbejde med personlig pleje, da nogle borgere har brug for hjælp
- Du skal kunne formulere dig skriftligt
- Du skal både være igangsætter og kunne følge projekter til dørs.
Hvad kan vi tilbyde?
- En aktiv, spændende og fantastisk arbejdsplads, der netop er blevet certificeret som ’En god arbejdsplads’ af ’A Great Place to Work’
- Ansættelse i et lille team på fem, hvor du vil få stor indflydelse på dit daglige arbejde og Snedkerværkstedet som dagtilbud
- Et udviklende og kreativt job med et stort potentiale.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og aflønnes efter SL’s overenskomst for værkstedsassistenter med mulighed for at forhandle tillæg. Der indhentes udvidet straffeattest ved ansættelsen. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest den 1. december 2016.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte snedker Dennis Mathiesen på tlf.: 45 28 05 35 eller funktionsleder Troels Malthe Pedersen på tlf.: 51 64 83 61. Du kan læse mere om Snedkerværkstedet her.
Sådan søger du
Send din ansøgning, dit cv og eksamensbevis til jobjac@gentofte.dk. Ansøgningsfristen er onsdag d. 5. oktober 2016, kl. 12.00, men skynd dig at søg, da vi kalder løbende til samtale og ellers i uge 41.
